Lille Morten og avantgarden

Århus Festuge kaster i år Jazz-musikken på nye eventyr. Jeg er blevet bedt om at få avantgarden ned i børnehøjde, hvilket var et tilbud jeg umuligt kunne sige nej til. Jeg elsker den mærkelige eventyrlige musik og jeg elsker at lave musik for børn = spændende projekt!

2. September kl. 11 vil jeg og resten af mit improvisationsorkester Trio Trio Trio stille op på Storetorv i Århus, hvor der til lejligheden er indrettet en lille skov. Inde i skoven vil vi spille improvisationskoncert for og med børnehavebørn. Hvordan og hvorledes tror jeg hellere man må komme forbi den lille skov og se.

Læs mere her: Jazz på nye eventyr

Julekort fra Morten Musik

Om ikke så lidt er det juleaften, aftenen vi alle har ventet på, og dette år nærmer sig hurtigt enden. Det har været et sjovt og interessant år på mange måder med børnemusikken, jeg har mødt en masse børn og voksne, og fået spillet en masse koncerter og musikalsk legestue.

Igen i år, har jeg fået fornøjelsen af ofte at komme rundt på en række af de nordjyske biblioteker, og ser frem til de koncerter der allerede er i bibliotekskalenderen i foråret. Der skal lyde en ekstra stor tak til alle jer ude på bibliotekerne, der sørger for at vi danskere kan få fornøjelsen af jeres kulturhuse, og ikke mindst tak til alle jer der støtter op om bibliotekerne.

Jeg har nedenunder her valgt at samle en række af de blog indlæg med beskrivelser af de projekter jeg har haft i løbet af 2009:

Februar: “Gi’ mig en historie”-koncerterne vendte tilbage, denne gang på Vejle Bibliotek – læs om koncerten her, se billeder her og se bøgerne koncerten er skrevet efter her

Marts: Jeg fik i løbet af året mange flere Musikalske legestuer, en af dem beskrev jeg efter mit besøg på mit storesøsters børnegymnastik hold, læs mere her: Musikalsk legestue i Ikast

April: I april havde jeg mest bare travlt, så det blev til en lille opdatering med en meget kort beskrivelse af den Lille Mortens Trio koncert vi spillede i Ikast som handlede om motion og sociale spilleregler: Børnemusik i lange baner. Det var også i April jeg var på besøg i P1 programmet Vita for at tale om Musikkens Dag, men vi fik også masser af tid til at snakke om børnemusik: Interview på P1

Maj: Jeg var så heldig at blive involveret som musiker i Bogstart projektet der blev kørt på Løvvang og Trekantens biblioteker, det førte nogle koncerter med sig i maj og senere hen i efter. Dette skrev jeg om i denne blog: Bogstart og Musikalsk Legestue og denne: Børnehave, bogstart og kultur.

Juni: Jeg havde længe haft ambitioner om at kunne bruge mere tid på at sætte mig ind i det beundringsværdige musikpædagogiske arbejde af Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbæk Smidt. Disse personer blev derfor udgangspunktet i min musikhistorie opgave på konservatoriet som jeg skrev om her: Spor der er værd at fortsætte i og det meste af opgaven kan læses her: Musik der ikke kan læses. En ekstra tak til Erik Lyhne for at jeg måtte komme på besøg til en snak om emnet, der gik bagom hans ellers så formidable bog Musik Med Mening.

I juni fik jeg tilmed også tid til at opdatere hjemmesiden med: Nye udtalelser og opdateringer af teksterne

August: I August fik jeg mig en ny og tiltrængt koncertkalender her på hjemmesiden, og fik opdateret kalenderen med de fleste af efterårets koncerter.

September: Jeg var så heldig før sommerferien at blive spurgt om jeg ikke kunne spille koncerter i en bogbus, og der er virkeligt langt imellem ting jeg hellere ville – det skrev jeg lidt om her: Bogbus koncert. Det var også i september min guitarist Martin Granum vandt Årets Danske Børnesang.

Oktober: Størstedelen af oktober gik med en studietur til Norge, men jeg fik dog lige tid til at begynde på mit Bachelor Projekt, nemlig Musikundervisning for Børnehavepædagoger med udgangspunkt i opfattelsen af musik. Der er tilknyttet et praktikhold som startede sidst i november.

November: Sidste måned inden december bød på koncerter i det Nordjyske som jeg skrev om i Hurra for Nordjylland, sidst på måneden spille jeg med Lille Morten og Stjernerne julen ind hos Telenor og deres ansatte, læs mere i: Stjernerne trækker i Juletøjet.

December: Jeg var i år blevet spurgt om jeg kunne lave en jule legestue, det tænkte jeg da snildt jeg kunne – derfor kastede jeg mig ud i julelegestuen som er omtalt i: Julehumør og Jule legestue.

Tak for i år:

Det har været et rigtigt spændende år, og glædeligt at kunne se tilbage på. Jeg har allerede været igang med at forberede hvad der skal ske i det nye år – som blandt andet byder på mere praktikhold, live-indspilning af Lille Morten og Stjernerne og Sørøverkoncert!

Glædelig jul og godt nytår ønskes i alle af Morten Musik med dette lille julebillede:

Lille Morten og Stjernerne i Julehumør

Update om Lille Mortens Juletrio

Som skrevet tidligere spiller vi koncert med Lille Mortens Trio d. 7. december i Hjørring i det nye center “Metropol”. Se kalender længere nede på siden.

Det bliver en juleudgave af Lille Mortens Trio med Martin Granum på guitar, Michael Andersen på trommer og undertegnede på snak, sang, dans, hop, leg og guitar. Jeg laver i anledningen af julen et specielt julerepertoire bygget op omkring gamle danske julesange og nye friske indskud fra undertegnede, og mon der ikke smutter en enkelt “Morten Musik klassiker” med i købet så vi rigtig kan få leget.

Det bliver rigtig fedt at spille med trioen igen, og det bliver fedt at prøve et jule-repertoire af. Jul er jo en frygtelig dejligt tid, så det er med at lave en ordentlig koncert der kan bruges til noget!

Der er uploadet pressemeddelelse under “Presse”.

Lille Morten’s Juletrio

Nu er det snart jul, og så skal der jo gang i julemusikken landet over. Jeg er så heldig at jeg skal til Hjørring og spille en jule trio børnekoncert i Metropol, Hjørrings nye storcenter. Det er første job med mit børnemusik som bliver booket igennem et bookingbureau, hvilket der forhåbenligt kommer mere af i fremtiden.

Der kommer mere om koncerten, snart!

Debut til Lille Morten’s Trio

I fredags havde jeg den fornøjelse at spille børnekoncert med Michael Andersen og Jens Ulrich Madsen for Børneby Øster i Ikast. Det var en rigtig god formiddag med masser af musik, leg, bevægelse og afslapning.

Jeg gjorde meget ud af at nuancere koncerten, så der også blev plads til at børnene kunne høre Jens og Michael når de virkeligt spiller. Og som prikken over i’et fik vi dem helt ned på jorden til sidst, med en slappe af sang. Det er en stærk oplevelse at få børnene så langt omkring.

Mange tak til Børneby Øster for en rigtig god stemning, og en god oplevelse. Jeg er rigtig glad for de roser i har sendt med på vejen, mange tak.

Næste koncert projekt er for en række børnehaver i Ikast–Brande Kommune d. 25 oktober på Spil Dansk Dagen, hvor vi spiller en børnekoncert med kvintetten i samarbejde med Ikast–Brande Musikskole.