Optagelser, sol og sørøver

Solen er i den grad kommet til Aalborg og sikken et syn, og ikke nok med det – igår modtog jeg med posten 3 cd’er fyldt med børnemusik optaget på Trekanten sidste måned med Lille Morten og Stjernerne (se video fra forberedelserne). Spørg om jeg glæder mig til at lytte alle de numre vi indspillede igennem? Det er blevet til omkring 30 numre der skal lyttes igennem, derfra skal de bedste vælges ud, mixes, masteres og vupti så har man en cd.

Morten Musik udgivelse 2010
Lille Morten og Stjernerne - Nu på cd!

Sørøver:

I går var jeg på Vejgaard Bibliotek endnu engang, de er nu så søde derude, så det gør mig slet ikke noget at skulle komme derude flere gange. Jeg skulle spille Sørøver koncert, og selvom jeg i kampens hede sprang en guitarstreng – gik det rigtig godt. Biblioteket havde fået besøg af en nærliggende børnehave og sammen med dem, sejlede jeg igennem farvandet på mange forskellige måder, efterlignede papegøjen ( eller var det omvendt? ), gik på skattejagt og meget andet.

Nu skal jeg igang med at indspille alle de nybagte sørøversange i hjemmestudiet så vi kan få dem ud i verden og mange flere kan komme til at leje sørøvere!