Jeg er glad idag, og det er jeg fordi jeg kan fortælle om mit splinter nye orkester – Morten Musik Band. I den tid jeg har spillet børnemusik har jeg haft forskellige orkestre – mest har det været Lille Morten og Stjernerne der har spillet, og det har været rigtig godt og rigtig sjovt. Et orkester der lever i bedste velgående (vi har nemlig indspillet noget musik vi glæder til at sende ud i verden). Nu er jeg i den heldige situation, at jeg skriver en hel masse børnesange – og fornyligt fik jeg lov til at skrive en masse sange om smoothie, supper, grøntsager og mange andre gode sunde ting. Jeg er blevet så glade for disse sange, at jeg har lavet et nyt orkester – nemlig Morten Musik Band – og Morten Musik Band tager ud og spiller alle de sange jeg skriver til forskellige projekter, i første omgang “Smag for Leg“.
Første koncert i hus
Faktisk har vi snydt lidt, jeg spillede nemlig med det der skal blive Morten Musik Band i februar til et arrangement i Ikast. Det var en rigtig god oplevelse, og vi har allerede fået vores næste koncert som bliver til Ikast Børnefestival. Koncerten finder sted i Ikast den 20 August om eftermiddagen til en kæmpe stor børnefestival – og vi glæder os som små børn!
Efter den store succes med Cirkus Pip koncerten tænkte jeg det var på tide at få lavet en ordentlig plakat for mit nye orkester hvor vi spiller alle sangene fra Smag For Leg projektet. Og derfor tog jeg sammen med min storesøster i SuperSpar for at købe grøntsager, så vi kunne bygge nogle rigtigt sjove grøntsagsfigurer. Jeg tog nogle billeder fra vores lille grøntsagssession så i kan se hvordan det gik. Jeg er nu i fuld gang med at lave plakaten, og den bliver fiiin! Tak til min søster og niece for hjælpen.
Sikken en verdenspremiere vi havde idag, der var fuld fart over feltet i gymnastiksalen ved Hyldgårdshallerne i Ikast. Over 100 børn og forældre slog vejen forbi Cirkus Pip for at deltage i den aller første Musik Musik og de musiske kokke – koncert. Vi havde en fest, og det håber jeg også i havde.
Hvor kan jeg finde musikken?
Ind til videre kan du kun finde musikken herinde på Mortenmusik.dk, men snart bliver det tilgængeligt på DGI-butikken, så man kan købe alle sangene, og komme til at lege videre ude i de små hjem. Jeg skal nok sige de skal skynde sig!
Det er ikke hver dag man får lov til at holde verdenspremiere på noget, men lørdag sker det altså. Det sidste halve års hårde arbejde bliver til en koncert fyldt med godt musik og sunde budskaber. At sangene så hurtigt kunne komme ud i verden, havde jeg kun turde drømme om, men nu sker det altså.
Premiere er sammen med mit nye orkester De Musiske Kokke, det er måske lidt et sjovt navn til et orkester, men det er der en grund til. For det første er det dem der spiller musikken til de helt nye Smag For Leg sange, og for det andet er det dem der finder ud af hvad der skal i af ingredienser i musikken. Jeg føler mig helt tryk ved at lægge dette ansvar over på mit nye hold, de er nemlig alle sammen rigtigt rigtigt gode til at spille, og mere er at de har en rigtig god udstråling. Når man skal spille musik for børn syntes jeg det er utrolig vigtigt at vise man elsker musik, og 2 gange Thomas og Steffen spiller allesammen deres instrument som havde de aldrig spillet andet og heller ikke skulle gøre det.
Med i orkestret spiller Thomas Sejthen (Bas), Thomas Eiler (Trommer) og Steffen Brix (Guitar).
Bonus info
Vil man undervises i at bruge sangene fra Smag For Leg projektet er DGI Østjylland allerede i godt gang med at formidle dette budskab, de har blandt andet et kursus senere på året som du kan læse mere om her: Smag for leg.
Jeg er i skrivende stund ved at lægge sidste hånd på sangene til Smag For Leg projektet jeg før har fortalt om her på siden. Aldrig i mit liv har jeg været så produktiv på så kort tid, det er blevet til 11 sange og 5 remser om mad og sundhed. Alt sammen skrevet til DGI Østjyllands projekt “Smag For Leg”. I spidsen for projektet står de talentfulde unge damer Stine og Ditte, som med hård hånd har styret sangskrivningens gang – forstået: Jeg er virkeligt kommet på arbejde. Spændende har det været, og cd’en tager nu for alvor form i disse timer hen mod deadline i morgen.
Koncerten
Projektet har allerede vakt stor interesse, og allerede i februar kan vi byde indenfor til første koncert med det nye orkester Morten Musik og de musiske kokke. Sammen vil vi spille det bedste fra “Smag for Leg” projektet i en fart over feltet bevægelseskoncert – vi glæder os.
Presse
Legetrolden Morten Musik har i efteråret 2010 skrevet et hav af nye børnesange inspireret af mad og sundhed. Nu er Morten klar med sit nye orkester Morten Musik og de musikiske kokke som spiller splinter nye børnesange fyldt med leg, fart og bevægelse godt krydret med en god omgang frugt, grønt og andre gode sager.
Til koncerten kommer man til at fange fisk, lave grøntsagsgymnastik, lege smoothie, suppe og meget andet, der gør en sund levestil til et nærværende, lærerigt ja tilmed underholdende emne.
Sangene er en del af DGI Østjyllands sundhedsprojekt “Smag For Leg”
Morten Musik og de musiske kokke har skiftet navn til “Morten Musik Band – Spiller Smag for leg”
Det er blevet tid til at jeg trækker i nissehuen, og drager de nordiske egne rundt med en gang jule-legestue. Det bliver legestuen som i kender den med hits som Tælletur til Tanzania, klappe-leg, løbesang og meget mere. Der er også blive plads til mere julede udgaver af sange og lege – så vi kan holde fast i den glade jule-stemning.
Du kan opleve julestuen her:
6. december – 10.00 – Løvvang Bibliotek
7. december – 09.00 – Aalestrup Bibliotek
7. december – 11.00 – Farsø Bibliotek
8. december – 09.00 – Aars Bibliotek
8. december – 11.00 – Løgstør Bibliotek
9. december – 09.30 – Sæby Bibliotek
9. december – 12.30 – Skagen Bibliotek
11. december – 11.00 – Frederikshavn Bibliotek
Læs mere om legestuen og find links til bibliotekernes hjemmesider i Kalenderen
Sange og lege:
Der er stigende efterspørgsel på mine sange og lege som jeg har lavet, især til aldersgruppen 0-3 år. Jeg kan derfor afsløre at jeg snart vil gå igang med at samle op på disse sange og lege, og forhåbentligt snart kunne have noget materiale klar til omverdenen.
På min personlige-blog mortenmosgaard.dk har jeg forfattet en lang beskrivelse af det projekt jeg for tiden er igang med som jeg ikke syntes i skal snydes for når det nu er børnesange 🙂 God fornøjelse:
Jeg i fuld gang med at klippe, klistre og mixe optagelser af de sange jeg de seneste par uger har skrevet til projektet Smag for Leg som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. I denne blog vil jeg fortælle lidt mere om de tanker jeg har gjort mig om projektet.
Lyt til “Grøntsagsgymnastik” mens du læser:
Hvad er Smag for leg:
I alt sin enkelthed går Smag for Leg ud på at skabe undervisnings og legemateriale til børnehaver som kan inspirere børn, forældre og pædagoger til et sundere forhold til bevægelse og den mad de spiser. Projektet bliver skabt i DGI Østjylland regi af to talentfulde instruktører / sundhed og ernæringsstuderende, Stine og Ditte, som har været en fornøjelse at arbejde sammen med so-far.
Hvad laver jeg:
Min opgave i alt dette er at skrive sange der kan være med til at få denne mission til at lykkedes. Konkret skal der skrives tema sange om forskellige emner, laves splinter nye sanglege og skrives remser. En af de store udfordringer i dette projekt, er at vi har gået meget op i sangene skal kunne bruges til noget. Derfor gør jeg rigtig meget ud af at begrænse mig harmonisk, ligge sangene i et stemmeleje der er til at synge for de fleste (dog uden at overdrive) og skrive sangene så simple at de kan laves uden den medfølgende. Håbet er at legene bliver en del af hverdagen i institutionerne både ved fællessamlinger, eller ved at inspirere børnene til at digte videre på sangene.
Inspireret af børns spontansang:
For første gang i min børnesangskriver-komponist karriere har jeg i nogle af sangene taget decideret udgangspunkt i hvordan et barn ville skabe sangen, inspireret af tankerne omkring barnets egen spontane sang. Det kan f.eks. høres i introen til “Nu skal vi lave suppe”, som er inspireret af noget forskningsmateriale jeg har fået lov til at se, optaget af blandt andet Leif Falk og Jytte Rahbæk Schmidt tilbage i 70’erne. I optagelsen går en pige rundt i en lege-sal med hulahop ringe og råber “Hvem vil ha’ en ring”, når ringene er delt ud løber børnene rundt i en cirkel og leger med deres ringe. Jeg kom til at tænke på at når man kalder til samling har man måske ofte en ringeklokke eller lignende, man kan gå rundt og lave signal med, hvorfor ikke indkalde til leg – og gøre en del af legen til et kald? “Hvem vil lave suppe” render man rundt og synger imens man slår på en gryde man måske lige fandt i sandet, som gjorde man blev inspireret til at gå igang med musikken.
Rå lyd og ærlighed:
Som inspiration til mig selv i processen, har jeg valgt at sætte en ramme der forenkler den musiske side en hel del. Jeg har før lagt meget vægt på at alt skal spilles live, rigtige musikere spiller sammen. Det giver en helt særlig effekt, men det er svært når man ikke kender børnenes reaktioner, der syntes jeg det er vigtigt at give plads til at så meget som muligt kan ændres når sangen er indspillet, så vi kan nå at mærke efter om vi er på det rette spor. Jeg har selv skab grundlaget for sangene på optagelserne, spiller selv caron, kasse, shaker, lidt guitar og hvad jeg ellers finder på at bruge som fundament – og stort set alt ud over det har været Jens Varmløses opgave. Til det havde han 3 dage, hvor han troppede op i mit studie med guitarer, bas, harmonika, banjo, mandolin, guitarlele, melodika og meget andet. Derfor er optagelserne blevet meget skrabede, med en rå og meget folk inspireret tone, ingen trommesæt eller store guitarforstærkere, nej alt er optaget på hovedsageligt akustiske instrumenter på meget få kanaler i mit lille studie i Tryggelev. Musikken er ikke mixet færdig endnu, og jeg syntes allerede nu at valget har været med til at disse sange har fået deres helt eget liv og ikke mindst deres helt egen lyd. Musikken er i den grad blevet autentisk, og lugter langt væk af to musikere der har haft en fest i studiet med alt for mange instrumenter (som musik i børnehaven “burde” være). Selvom lyden skifter forholdsvis meget, er der stadig en gennemgående sound som er meget rå og meget ærlig, som var det spillet på akustiske instrumenter lige foran eller sammen med børnene. Musik handler om glæde, og glade musikanter kaster sig hovedkuls ud i at spille musikken med den glæde og entusiasme som i min verden ofte kaster fejl af sig, og med alt det pæne musik der bliver sendt ud i verden – er det vidst på tide der bliver sendt en rigtig beskidt børneplade med masser af glæde og autenticitet ud i æteren, og jeg syntes vi er rigtig godt på vej!
Hvad sker der nu?
Næste trin i processen er at få klippet, indspillet og mixet færdig til deadline 8. november. Derefter vender jeg tilbage med mere information om hvor projektet er havnet, og hvordan man kan komme i nærheden af det flotte materiale Stine og Ditte har fået skabt.
Jens Varmløse på sin elskede Maton guitar
Jens Varmløse på bassen
Spaceecho maskinen der både blev udsat for guitar og harmonika imens midi-keyboardet bare måtte se på
Der er efterhånden gået nogle dage siden jeg sidst har lavet musikalsk legestue, men i morgen går det løs igen! Denne gang er jeg blevet hyret til Tilst Bibliotek, og spørg engang om jeg glæder mig! Jeg har lige været inde på deres hjemmeside, og kan stolt melde UDSOLGT. De kan bare et eller andet de biblioteker.
I torsdags den 16. september var jeg på besøg i Rytmebutikken. Rytmebutikken er et lille børneorkester som mine gode venner Astrid og Rasmus har skabt. Jeg var så heldig at blive spurgt om jeg ville komme og spille guitar i Rytmebutikken, og det ville jeg mægtigt gerne. Jeg har nemlig aldrig prøvet at være med til en børnekoncert jeg ikke selv stod i spidsen for, så det var en unik mulighed for at prøve noget helt andet end jeg er vant til. Det var bestemt også noget helt andet end en hjemmeskrevet Lille Morten koncert, men sjovt det var det.
Der kom over 1000 børn til de to små koncerter vi spillede i anledningen af det “Små Synger Sammen” arrangement børne- og ungeafdelingen ved Århus Kommune havde stået for. Vi spillede en lang række kendte og mindre kendte børnesange som børnene kunne synge med på, lave fagter til, danse til eller slappe af til. Der var nogle rigtigt gode sange imellem, blandt andet et par Lotte Kærså hits og et par Rytmebutikken sange.
Tak til Astrid og Rasmus fordi jeg måtte lege med, og til alle børnene fordi de tog godt imod det nye orkestermedlem – håber vi ses en anden gang.
Det er nu to uger siden jeg havde den store fornøjelse at kombinere min forkærlighed for improvisationsmusik og store glæde ved at formidle musik til børn. Muligheden opstod i anledningen af Århus Festuge, som var initiativtager til projektet Jazzen på nye eventyr. Jeg var blevet bedt om at tage “Jazzen på nye eventyr” for børn. Slaget skulle stå på storetorv midt i Århus, hvor man havde sat en skov op i anledningen af festugen.
For at løse opgaven valgte jeg i alt sin enkelthed at tage min improvisationstrio Trio Trio Trio med til koncerten og med Søren og Rasmus i tankerne skabte jeg rammer vi skulle improvisere ud fra. I Trio Trio Trio har vi arbejdet med at spille fri improvisationsmusik, en stræben efter at slippe vores musiske referencer for igen at kunne inddrage dem i en alternativ kontekst, det var med dette som udgangspunkt rammerne blev skabt.
Foto: Martin Dam Kristensen
Rammerne jeg sendte til Rasmus og Søren fra Trio Trio Trio
Introduktion til koncerten
– Jeg fortæller børnene lidt om musik og om støj
Dynamik leg (jeg viser med hænderne hvor meget der skal larmes, dette gælder både jer og børnene)
– Børnene skal selv være med til at skabe støj, det leger jeg lidt med sammen med børnene – når det er på plads kommer i med, og vi spiller “støj” i den højde jeg viser med hænderne
En sang med børnenes egne ord
– Dette har jeg tit lavet når jeg har været ude og spille børnekoncerter, jeg går rundt og interviewer nogle børn og får indputs til sangen, så sætter vi en reference og går igang.
Bevægelsesleg, man skal bevæge sig på forskellige måder når musikken er forskellig.
– Legen går som sagt ud på at børnene skal bevæge sig på forskellige måder, jeg vælger 4 bevægelser hvilket jeg allerede nu kan sige nok bliver:
Liste (masser af små hurtige lyde), hoppe (country/pop), trampe (polka), svaje (vals) – Det er meget vigtigt at der er tydelig forskel på de forskellige stykker da det på den måde er nemmere for børnene at forstå hvad det er der sker.
Fortælling
– Jeg fortæller en historie som i spiller med på
Afslapnings-sang (jeg nynner et tema) – et nummer med det formål at få børnene til at slappe af
– Jeg nynner et tema, som i så byder ind på og sammen får vi skabt en afslappende atmosfære hvor børnene kan få lov til at blive taget ned igen.
Ekstra – Kram et træ!
Hvad sker der inden og uden for mit hoved til sådan en koncert:
Hvad det helt præcist er for en situation man går ind til ved et projekt som dette, er umuligt at forudsige. Derfor ser jeg det klart som en fordel med min opfattelse af hvordan man skaber en god koncert, masser af åbenhed! Udfordringer var der nok af: Koncerten var udenfor, det var midt i byen = masser af mennesker = forstyrrende bevægelse/aktivitet, musikken improviseres og må ikke være for reference bundet samt koncerten foregår i en skov. Børnene havde placeret sig meget spredt i skoven, heldigvis var de fleste friske på at rykke tættere på – at børnene sad tæt på orkestret gjorde det lettere at få skabt et “læringsrum”. At skabe et læringsrum handler om at at få skabt et psykisk rum, hvor underviser og børn kan være sammen om indlæring. Man støder mest på det i undervisningsteori, men det er et udtryk jeg meget godt føler beskriver hvilken stemning der er vigtig at få skabt. Dette læringsrum kan forstyrres af utroligt mange ting (eks. små-snak mellem voksne, fremmede der vader forbi osv.), og der er det min opgave som optrædende hele tiden at holde børnene inde i rummet. Det gik udemærket at få skabt det nødvendige læringsrum, og derfra var det bare at tage idéer og impulser fra en ende af. Det lykkedes mig mere eller mindre at få alle mine idéer med i koncerten, den eneste der røg ud var børnenes egen sang – den kræver en anden mere koncentreret kontekst for at virke. Derudover kom der et ekstra improviseret nummer på, efter vi havde leget Kram et træ (hvilket var en forrygende leg fyldt med kærlighed) – valgte vi at slutte af med en meget reference bundet improvisation: “Kram jorden rock”. Vi spillede rock, børnene krammede jorden og alle var glade.
Hvordan var det så?
Det var en helt utrolig oplevelse at spille med Lille Morten og Avantgarden, og det var dejligt endelig at få bekræftet improvisationsmusik har sin plads hos børnehavebørn. Koncerter for børn behøver ikke at handle om gode melodier, stilistiske referencer og velkendte akkordrundgange, det kan lige så godt være improviseret musik. Så længe rammen er skabt, kan musikken variere i en grad jeg kun havde turde håbe var muligt.
Den respons vi fik bagefter har været meget positiv, og mange tak for det. Det største kompliment var bestemt at koncerten var original, det ville jeg selv mene den var – så det var dejligt at få konstateret.
Tusind tak til Århus Festuge og alle de involverede parter i “Jazz på nye eventyr”, tak til Rasmus og Søren fra Trio Trio Trio fordi de ville lege med og til sidst, tusind tak til Martin Dam Kristensen for at tage disse fuldstændig forrygende billeder!