Lille Morten og avantgarden

Århus Festuge kaster i år Jazz-musikken på nye eventyr. Jeg er blevet bedt om at få avantgarden ned i børnehøjde, hvilket var et tilbud jeg umuligt kunne sige nej til. Jeg elsker den mærkelige eventyrlige musik og jeg elsker at lave musik for børn = spændende projekt!

2. September kl. 11 vil jeg og resten af mit improvisationsorkester Trio Trio Trio stille op på Storetorv i Århus, hvor der til lejligheden er indrettet en lille skov. Inde i skoven vil vi spille improvisationskoncert for og med børnehavebørn. Hvordan og hvorledes tror jeg hellere man må komme forbi den lille skov og se.

Læs mere her: Jazz på nye eventyr

Eksamen: Undervisning med fokus på musikopfattelse

Opdatering: Eksamen er nu overstået, og det gik glimragende! Tusind tak til mine elskede praktiskholdspædagoger, venner og familie for opbakningen til mit til tider lidt overambitiøse projekt.

Denne artikel er taget fra min personlige blog www.mortenmosgaard.dk

Som selvstændig iværksættermusikant glemmer man nemt at der er noget der hedder skole, og var det ikke fordi jeg studerede på deltid havde dette da heller ikke været en mulighed. Men et tidspunkt man ikke kan holde skolen på deltid er eksamensperioden, der er det all-in. Derfor har de sidste måneder for mig stået på opgaveskrivning og eksamensforberedelse og hvad der ellers hører sig til på konservatoriet. Det er ikke fordi der f.eks. er mange sider der skal læses til klavereksamen, men der er 25 numre der skal kunne spilles.

Undervisning med fokus på musikopfattelse:

Et af de projekter jeg har brugt meget tid og energi på i skoleregi dette år, har været mit kombineret praktikhold i Sang, spil og bevægelsesledelse og bachelor projekt. Praktikholdet har i alt sin “enkelthed” gået ud på at undervise pædagoger i musik med udgangspunkt i min opfattelse af musik fremfor mine praktiske færdigheder. Derfor har mit mål være at ændre deres opfattelse af musik, fremfor at give dem masser af rytmer og materiale. Jeg er af den opfattelse at det er mere konstruktivt at vende strukturen om på undervisningen, springer over alle de håndværksmæssige øvelser og går lige til musikken. Altså er jeg overbevist om at man først skal give folk opfattelsen af og troen på de kan spille musik (hvilket alle kan) for derigennem at motivere dem til at udvikle sig musikalsk med glæden ved at skabe musik som en fast motivation.

Det har været et super spændende projekt. Jeg har undervist 9 top motiverede og modige pædagoger fra 5 forskellige børnehaver. De har alle været med til at gøre dette projekt til noget helt specielt for mig – tusind tak for det. Mit fokus er kommet som en naturlig videre udvikling af mit arbejde med at lære og forstå hvad jeg selv står for, med udgangspunkt i min store fascination for de gamle kulturradikale musikpædagogiske dyder. Det kan godt være at tanker startede tilbage i 20′erne, men de er top aktuelle den dag idag – og det føler jeg mig overbevist om at jeg har været med til at bevise med mit bachelor projekt, som jeg senere vil fortælle meget mere om her på blokken.

Jeg har undervejs nydt utrolig godt at de gode snakke jeg har haft med min vejleder Torben Jensen, en person jeg altid har og stadig yder en stor respekt for – tak for det Torben. Derudover har jeg været en tur ude ved en af mine musikpædagogiske helte, nemlig Leif Falk til en snak om hele undervisningsforløbet, indholdet og så videre. Leif har som den eneste jeg kender haft fornøjelse af både at blive undervist af Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidt, og har med udgangspunkt i denne undervisning udviklet hans egen måde at tilgå undervisning af børn og voksne, som han blandt andet udviklede på Århus Friskole og Rytmisk Center i Silkeborg.

Det glade hold:

Eksamen med praktikholdet gik bedre end jeg turde håbe, og det var da også en glad flok der bagefter fik taget gruppefoto inden vi fejrede afslutningen af forløbet med en velfortjent middag på Den Fede Ælling:

Hvorfor kulturradikal?

Det kan måske virke mærkeligt at jeg har kastet min kærlighed på denne gamle musikpædagogiske retning, men jeg bliver gang på gang chokeret over hvor enig jeg er med mine forgængere, og hvor meget min egen udvikling og egne oplevelser passer overens med det de dengang oplevede. Dette er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Jeg har igennem mine studier blevet konfronteret med “hvad var modstandernes holdning” og “hvad siger andre retninger” – jeg har undersøgt dette meget lidt og har igennem dette fundet ud af at jeg lige nu, i den udvikling jeg er i, er så rigeligt tilfreds med den inspiration jeg finder i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. Men jeg hører da gerne om andre hvis der er nogle der melder sig i kampen, men opsøge det selv har ingen interesse for mig.

Hvad gør de på seminariet?

Ja, her må jeg være et halvt svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Det jeg har hørt tidligere, har ikke umiddelbart mindet om de tanker jeg har om undervisning af pædagoger. Da jeg så mægtigt gerne vil vide det, satte jeg mig for at studere UCNs hjemmeside, for at se hvad de studerende skulle igennem i deres musikundervisning. Det førte mig til bekendtgørelse nummer 220 fra 2007 ved navn “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog“, her er det meget udførlig forklaret hvad det er de studerende skal lære, eller udførligt er måske så meget sagt for jeg tror man skal være uddannet inden for området for at forstå den overvældende brug af “æstetik” og “æstetiske processer”. Jeg har ladet mig forklare at disse æstetiske processer godt kunne minde lidt om min tilgang, men jeg har stadig ikke rigtig forstået udtrykket – og må derfor melde at jeg endnu ikke ved hvad det er de laver på det seminarium. Dog står der i studieordningen for pædagoguddannelsen på UCN følgende under beskrivelse af liniefaget “Udtryk, musik og drama” (s. 26):

På Professionshøjskolen University College Nordjylland udmøntes disse bestemmelser således, at der inden for disse rammer og i forlængelse af de prioriteringer, der er beskrevet i denne studieordnings indledning, lægges særlig vægt på følgende aspekter af faget:

• Udvikling af den studerendes håndværksmæssige færdigheder og personlige udtryk.


• Udvikling af den studerendes evne til at omsætte faglig viden og færdigheder til en pædagogisk praksis.

Med “bestemmelser” henvises der til de bestemmelser som fremgår af Bilag 5 i førnævnte bekendtgørelse, altså den meget fagterms-befængte beskrivelse af uddannelsens indhold – det indhold jeg ikke kan afvise måske ligger i tråd med min tilgang til at undervise pædagoger. Når jeg så læser at UCN vil lægge særlig vægt på udviklingen af de studerendes “håndværksmæssige færdigheder”, ja så mister jeg lidt troen på at vi skulle være på samme side – for det kunne jeg aldrig finde på at lægge særlig vægt på hvis jeg underviste pædagoger. Grund: der er simpelthen for langt hen til musikken ad den rute.

Afslutningsvis vil jeg sige, jeg har hørt fra min gode kollega Maiken Ingvordsen (der lige er kommet med en ny cd for hendes samarbejde med Johannes Møllehave!), at alle ens projekter skal være et eventyr – det kan jeg i den grad tilslutte, specielt dette projekt, og sikken et eventyr!

Tak til alle jer der har støttet mig på vejen (i ved hvem i er), i gør en verden til forskel!

Nyt job, efterårsturné, pædagoger, stjernerne og meget mere

Kære Læser

Den sidste børnekoncert er nu spillet inden ferien, og jeg har hovedet fuldt med eksamen på konservatoriet, nyt job på Langeland, Lille Morten og Stjernerne cd og hvad der nu ellers kommer forbi mine tanker.

Pædagogerne

Holdet har været kombineret Case i mit bachelor projekt og praktikhold til min SSB Ledelses eksamen. Det har været noget af et eventyr, og jeg glæder mig virkeligt til at skulle igang med at formidle mine oplevelser videre. Formålet var at undervise på baggrund af min opfattelse af musik, fremfor mine praktiske egenskaber. Det var derfor vigtigere for mig at pædagoger lærte at de var musikalske og selv kunne lave god musik, end at de lærte at spille fuldt fede percussion rytmer. For at få stillet lidt spørgsmål til mit formål, tog min vejleder Torben Jensen (som har været aldeles forrygende!) og jeg forleden ud til den gode Leif Falk for at snakke lidt om mine oplevelser med praktikholdet. Jeg ser meget op til Leif Falk, som jeg vidst før har nævnt, og det var virkeligt givtigt at få snakket med ham om praktikholdet. Han kunne komme med nogle virkeligt gode vinkler og holdninger jeg ikke havde tænkt så forfærdelig meget over for at være ærlig, hvilket skabte det perfekte udgangspunkt for en opgave.

Sidst men ikke mindst er pædagogerne helt forrygende, hvis i læser dette – så TUSIND TAK for jeres store gå på mod i timerne, det har virkeligt gjort en forskel.

Nyt job og efterårsturné

Der er sket det glædelige i mit liv at jeg pr. 1. August har fået en fuldtidsstilling som musiklærer på Musikefterskolen i Humble (Langeland), det glæder jeg mig vildt meget til, men det betyder desværre jeg må flytte fra Nordjylland hvor jeg har huseret de sidste 4 år – og derfor også flytte væk fra mine gode venner, de Nordjyske biblioteker. For at holde kontakten ved lige har jeg valgt at sætte en uge af i efteråret til at komme tilbage til Nordjylland og spille børnekoncerter – skulle du/i være interesseret i en legestue eller en koncert, kan jeg kontaktes på tlf. 28406695 el. morten@mortenmusik.dk. Det drejer sig om uge 49, og de første koncerter er allerede i kalenderen.

Stjernerne på lyd:

I Marts indspillede vi med Lille Morten og Stjernerne en live plade for en hel masse børn, det var rigtig sjovt – og jeg har nu siddet og lyttet og lyttet til alle de mange optagelser og fundet frem til hvilke numre der er blevet pladevenlige. Jeg glæder mig meget til at kunne løfte sløret på de første optagelser inden længe her på siden.

Det var sidste nyt fra Morten Musik.

Inspirationskursus for pædagoger

Jeg har den sidste tid oplevet større interesse for mine tanker om musik med børn, i form af inspirationskurser for pædagoger og andre der møder børn i deres hverdag. I den anledning har jeg forfattet en kursusbeskrivelse der kan fortælle hvad et sådant inspirationskursus vil indeholde og fokusere på.

Kursusbeskrivelse:

Hvordan stimulerer vi børns musikopfattelse

Vi har som voksne en unik mulighed for at påvirke det forhold vores børn får til musik og kultur. Skal vi sikre en udvikling af børnenes musikalitet, må vi derfor forholde os til den opfattelse vi selv har af musik og hvordan vi giver udtryk for denne.


Med udgangspunkt i børnehavebørn, vuggestuebørn eller skolebørn, lærer du at bruge dig selv og den musikalitet, du måske ikke vidste at du havde, til at give børnene muligheden for selv at udvikle deres musikalitet. Børnemusiker Morten Mosgaard lærer fra sig, inspirerer og konfronterer kursisterne med deres egen musikopfattelse og musikalitet.


Du lærer ikke at afvikle en musiktime, men derimod at gribe øjeblikket når lejligheden byder sig i institutionen eller skolen, så du kan skabe de rammer der skal til for at barnet kan være med til at udvikle sin egen musikalitet.


Alle kursister får efter kurset udleveret et hæfte med gode råd om musik med børnehavebørn til brug ude i børnehaverne.


Kurset kan desuden indeholde referencer til en efterfølgende koncert med Morten Musik / Lille Morten og Stjernerne, hvor Morten Mosgaards arbejde med børn kan ses i praksis omsat til koncertform.

Er du/i interesseret i at høre mere om et inspirationskursus, skal i være velkommen til at kontakte mig og høre nærmere på 28 40 66 95 eller min mail morten (a) mortenmusik.dk.

Kurset tager udgangspunkt i mit arbejde med børn i alle aldre, mine musikpædagogiske forgængere og mit bachelorpraktikhold “Musikundervisning for børnehavepædagoger med udgangspunkt i opfattelsen af musik

Lyrikfestival i Friis

Pernille fra det nye Aalborg center Friis var så sød at ringe til mig for at høre om vi ikke skulle lave noget i anledningen af Lyrikfestivalen der er i Aalborg i disse dage. Den var jeg selvfølgelig frisk på, og det er med glæde jeg kan præsentere at på lørdag kl. 11 og kl. 12 vil der være 30 minutters lyrik, historier og musik for 3-6 årige i Friis.

Jeg får besøg af min gamle ven Daniel der er uddannet skuespiller i Århus, sammen skal vi lege med remser, spille musik og fortælle historier. Det bliver rigtig sjovt!

Håber vi ses 🙂

Optagelser, sol og sørøver

Solen er i den grad kommet til Aalborg og sikken et syn, og ikke nok med det – igår modtog jeg med posten 3 cd’er fyldt med børnemusik optaget på Trekanten sidste måned med Lille Morten og Stjernerne (se video fra forberedelserne). Spørg om jeg glæder mig til at lytte alle de numre vi indspillede igennem? Det er blevet til omkring 30 numre der skal lyttes igennem, derfra skal de bedste vælges ud, mixes, masteres og vupti så har man en cd.

Morten Musik udgivelse 2010
Lille Morten og Stjernerne - Nu på cd!

Sørøver:

I går var jeg på Vejgaard Bibliotek endnu engang, de er nu så søde derude, så det gør mig slet ikke noget at skulle komme derude flere gange. Jeg skulle spille Sørøver koncert, og selvom jeg i kampens hede sprang en guitarstreng – gik det rigtig godt. Biblioteket havde fået besøg af en nærliggende børnehave og sammen med dem, sejlede jeg igennem farvandet på mange forskellige måder, efterlignede papegøjen ( eller var det omvendt? ), gik på skattejagt og meget andet.

Nu skal jeg igang med at indspille alle de nybagte sørøversange i hjemmestudiet så vi kan få dem ud i verden og mange flere kan komme til at leje sørøvere!

Indspilning med Lille Morten og Stjernerne

Igår, torsdag den 25. marts, indtog Lille Morten og Stjernerne Trekanten Bibliotek og Kulturhus sammen med lidt over 150 børn. Der skulle nemlig indspilles børnemusik. Henrik Birk fra Corona Music havde taget en frygte masse mikrofoner og optagegrej med – og da dagen var omme havde vi indspillet en masse musik, både med og uden børn.

Nu skal vi lytte alle optagelserne igennem, så vi kan finde ud af hvor meget vi kan bruge til at lave en udgivelse med vores musik. Vi glæder os rigtig meget til at spille det for jer – ind til da, må i nøjes med lidt billeder fra dagen.

Mange tak til alle de dejlige børn og pædagoger der dukkede op og var med til indspilningen, og til Trekantens venlige personale for god behandling og god mad. Det var en fornøjelse at indspille hos jer 🙂

Dagen blev afrundet med en god omgang stægt med persillesovs på Kystens Perle, mmm.

Lille Morten og Stjernerne indspiller livemusik for børn

I morgen vender Trekanten Bibliotek og Kulturhus på den anden ende – der skal nemlig indspilles live plade med Lille Morten og Stjernerne. Sidst jeg prøvede at indspille var der ingen børn, og det blev der ikke særlig meget børnemusik ud af – derfor har vi dennegang inviteret over 150 børn til at overvære vores live indspilning. Det er trods alt dem musikken er skrevet til, og de er en vigtig del af musikken.

Optagelse fra forberedelserne:

http://www.youtube.com/watch?v=g3Ex1sdHTf4

Stjernerne er:

Michael Andersen – Trommer

Martin Granum – Guitar

Ole Skou – Bas

Jens Ulrich Madsen – Klaver

Vinterturens anden og tredje etape: Frederikshavn og Sæby

I den nordjyske vinterferie (uge 8 ) havde jeg den store fornøjelse at lave musikalsk legestue på Skagen, Frederikshavn og Sæby biblioteker. Det var en sand fornøjelse at komme rundt og opleve tre biblioteker med så forskellige rammer – alle med hver deres fordele. Alle børn, pædagoger og voksne var som altid søde hele vejen rundt 🙂 Så hvis jeg boede i en af de tre nævnte byer, ville jeg skynde mig ned på biblioteket og nyde godt af deres dejlige rammer og bøger.

Jeg bloggede kort efter min koncert i Skagen, det kan læses her.

I Frederikshavn blev den musikalske legestue afholdt i et lokale på 1. sal lidt væk fra bibliotek og bøger, det skabte en dejlig ro og fokus på selve den musikalske legestue som er svær at få på selve biblioteket – til gengæld var der ingen bøger. De have nogle rigtigt fede puder børnene kunne sidde på:

Frederikshavns biblioteks flotte puder

Dagen efter var koncerten i Sæby, de har fået et rigtig flot bibliotek – med MEGET højt til loftet, så man føler nærmest man går ind i en hal – fyldt med bøger.

Sæby Bibliotek

Vi var inde i selve biblioteket, så her var der masser af bøger, og interesserede biblioteksbesøgende der skulle se hvad der foregik. Det blev en rigtig hyggelig dag, og folk blev hængene bagefter for at snakke, lege og låne bøger. Der var ikke så langt fra den ene til den anden ende – men plads nok til løbesangen:

Løbesangen

Mange tak til Skagen, Frederikshavn og Sæby biblioteker fordi i ville have besøg af mig, vi ses forhåbentligt igen en anden gang – jeg må i hvert fald forbi når Skagen Bibliotek får nye lokaler og der bliver fornyet i børneafdelingen i Frederikshavn – hvilket er lige om hjørnet. Det lyder som nogle meget spændende projekter.

Vinterturens første etape: Skagen Bibliotek

Så har store dele af det nordjyske folk fået vinterferie, og det er tid til min lille Nordjyske vintertur. Der var langt til Skagen i den lille røde skoda, men det er godt nok et smukt sted.

Dagen stod på Musikalsk Legestue for 0-3 årige, og vi var en rigtig hyggelig lille flok er havde trodset vejret – for musikkens skyld. Vi afsluttede legestuen med at få slappet rigtig godt af, jeg har aldrig oplevet så afslappet en flok, det var rigtig dejligt 🙂 Jeg håber at kunne vende tilbage til Skagen Bibliotek, for det er så sandelig et dejligt sted.

Skagen Bibliotek