Opvæksten og uddannelsen
Astrid Gøssel (født Fussing) voksede op i Kolding i et kreativt arkitekthjem med sine tre søstre. Astrid Gøssel modtog klaverundervisning på klassisk vis, og i hjemmet blev der bakket op om det enkelte barns kunstneriske interesser[1]. Hun flyttede efterfølgende til København og fortsatte med at modtage privat klaverundervisning, hvorefter hun drog til Oslo og uddannede sig til pianist. Håbet om en karriere som koncertpianist braste da hun fik problemer med armene. I studietiden havde hun ved siden af studiet undervist børn i klaver og da problemerne med armene dukkede op, valgte hun i stedet at fokusere på dette arbejde samt arbejdet med bevægelsespædagogik[2].
Starten på musik og bevægelsespædagogikken
I 20’erne startede Astrid Gøssel med at arbejde med og skrive om børn og musik. Hendes musikalske og musikpædagogiske fortid blev grundlaget for hendes arbejde med børn, og det var mødet med jazzmusikken der åbnede hendes øjne for andre måder at bevæge sig på, end man gjorde i den vestlige verden på daværende tidspunkt. Astrid Gøssel var utilfreds med den måde man opfattede barnet i datidens musikundervisning, og samtidig fandt hun et potentiale hos børnene ved at observere deres egen legekultur[3], disse to punkter var det der satte hende i gang.
Astrid Gøssel påpegede at man var meget længere fremme med beskrivelse af børns udvikling indenfor psykologien og pædagogikken, end man var i datidens musikundervisning. Astrid Gøssel var meget opmærksom på børnenes egenbevægelse, og den sammenhæng barnet naturligt havde imellem sang og bevægelse, som man så i den ikke-europæiske musik.
Kursus for småbørnspædagoger
I 1928 grundlagde Astrid Gøssel sammen med filosoffen Sigurd Næsgaard og børnepsykologen Sofie Rifbjerg det der skulle blive ”Kursus for småbørnspædagoger”. Skolen startede som et Montessorikursus, men udviklede sig i tidens løb til en mere selvstændigt pædagogisk linje. Astrid Gøssel med tiden til at stå i et modsætningsforhold til Montessori-pædagogikken som hun ikke mente havde nok forståelse for børnenes egenbevægelse og den sammenhæng barnet naturligt havde imellem sang og bevægelse, som tidligere skrevet[4].
Astrid Gøssel underviste på skolen i sang og gymnastik. I Bogen om Gøssel står der om hendes undervisning:
”Hendes mål var at få de skabende evner og enheden i musik og bevægelse, sådan at de blev i stand til selv at arbejde videre i samme ånd med børnene”[5]
Interessen for jazz
Astrid Gøssels interesse for jazz udmøntede sig i flere artikler til jazz tidsskriftet ”h.o.t.”, et arbejde der i 30’erne udmundede i en studiekreds der skulle arbejde med ”tonens og rytmens sammenhæng med krop og bevægelse, af forholdet mellem sprog og sang” i jazzmusikken.[6] I studiekredsen sad blandt andet Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen, Aksel Schiøtz og Herman D. Koppel. Studiekredsen var en del af baggrunden for at der i 1935 blev oprettet to jazzskoler hvor Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen og Astrid Gøssel underviste. Skolerne faldt ikke i lige god jord for alle[7].
Jazz var en stor del af Astrid Gøssels musikundervisning i perioden fra 1935 til 1950, hvor hun brugte jazzmelodier og improvisation i hendes undervisning.
Barnets egen sang
Astrid Gøssel var meget optaget af barnets egne evner til at skabe, og fokuserede meget på børnenes egne værker. Hun deltog i den kulturpolitiske debat med artikler i diverse tidsskrifter, hvor hun forklarede om børnenes evne til at skabe. I 1938 udgav hun sangbogen ”Børnehaven synger”, et hæfte indeholdende børns egne kompositioner, en udgivelse der vakte meget opsigt.
I en artikel fra 1942 publiceret i bogen ”Alt om børn”, forklarer Astrid Gøssel hvorfor hun mener, baseret på undersøgelser, at forældrenes og skolernes bedømmelse af barnets manglende musikalitet er helt fejlagtig, og at alle børn er født musikalske[8]. Astrid Gøssel mente blandt andet at man ville tvinge børnene til at synge som voksne, og fuldstændig overhørte barnets egen sang. De systemer man brugte for at indlære voksensangen for børn, overtog med tiden børnenes spontansang.
Bevægelsespædagogikken
Astrid Gøssel valgte i 50’erne mere at fokusere på bevægelsespædagogikken. Igennem hendes arbejde med børn, bevægelse og pædagogik havde hun udviklet hvad hun kaldte Gøsselgymnastikken. Astrid Gøssel definerede i et foredrag fra 1963 Gøsselgymnastikken på følgende måde:
”Gøsselgymnastik er en arbejdsmåde – ikke et øvelsessystem.
Den bygger på børnenes egenbevægelser.
Den hjælper børnene til at løse opgaver, der er aktuelle på hvert enkelt udviklingstrin, og den ser hvert trin, som noget ganske særligt, der sigter frem mod spiralbevægelsen, som er den modne holdnings- og bevægelsesform.”[9]
Ved siden af undervisningen på skolerne, havde Astrid Gøssel løbende undervist i både Danmark og Norge i gøsselgymnastik. Arbejdet med bevægelsespædagogikken blev formuleret i en række artikler. Astrid Gøssel fik aldrig udgivet en bog med hendes teorier, hendes arbejde forblev en vedvarende proces med nye områder der måske skulle inddrages, hvilket var et kendetegn for Astrid Gøssels arbejde.[10]
Indledning
Bernhard Christensen
Astrid Gøssel
Jytte Rahbek Schmidt
Konklusion og perspektivering
[1] Musik med mening s. 65
[2] Biograf af LE
[3] Musik med mening s. 64
[4] Biografi af LE
[5] Musik med Mening (citat fra Bogen om Gøssel s. 9)
[6] Musik med Mening (citat fra Bogen om Gøssel s.. 8)
[7] Biografi af LE
[8] Musik med mening s. 86-87
[9] Musik med mening s. 63
[10] Musik med mening s. 64