Så er Projekt: Godnat CD godt i gang, og jeg har allerede skrevet min første sang.
Da jeg spurgte min storesøster om min niece hørte noget musik ved sengetid, blev der nævnt to af sangene fra min Lille Morten og Stjernerne udgivelse. Nemlig Martin Granums Den Lille Abe og min egen Frugtsangen. Begge sange har et sjovt/skørt tvist og det var noget der tiltalte prinsessen 🙂
Inspireret af min storesøsters historie har jeg derfor allerede skrevet den første børnesang. Den er simpel og kun med rytmeakkompagnement, så du kan spille den på gryde, giraf eller gyngestol alt efter hvilket instrument du har det bedst med. Jeg slår bare på min guitar mens jeg synger den, der er nemlig mange måder at spille guitar på 🙂 Sangen er tænkt som en rammesang, det vil sige en ramme hvor man selv kan sætte sine egne ord ind i. Man kan derfor oplagt snakke om hvilke skøre dyr/ting man har mødt ude i haven om dagen, inden man synger sangen.
Tekst:
Se mig jeg ligger i min seng x 2
Og tænker på alle de skøre ting
som jeg så ud-i-haven her idag
Uh-ha – Jeg tror – jeg så en stor giraf, men dens prikker de var blevet farvet blå x 2
Se mig jeg ligger i min seng x 2
Og tænker på alle de skøre ting
som jeg så ud-i-haven her idag
Uh-ha – Jeg tror – jeg så en elefant, men den var lige ligså lille som en mus x 2
Se mig jeg ligger i min seng x 2
Og tænker på alle de skøre ting
som jeg så ud-i-haven her idag
Uh-ha – Jeg tror – jeg så en lille fugl, men den ku’ sige skøre ting til lille mig x 2
Jeg kan se det hele for mig x 2
når jeg lukker mine øjne i x 2