Bernhard Christensen (1906-2004)

Opvæksten og uddannelsen

Bernhard Christensens opvækst foregik i et hjem med klaver, han modtog ingen undervisning før 1925, men som enebarn fik han rum til at lege sig frem med musikken. Han blev født på Frederiksberg i et udpræget religiøst bedrestillet håndværker hjem, men det var ikke et hjem der var udpræget kunstnerisk eller musisk.

Musikken oplevede Bernhard Christensen igennem sine to kusiner Esther og Dagny Christensen der blev uddannet på konservatoriet, og udøvede den klassisk-romantiske musik, den dannede musikkultur[1]. Dette var ikke en musik Bernhard Christensen rigtigt kunne forene sig med.

Bernhard Christensen begyndte i 1925 at studere musikvidenskab ved Københavns Universitet. Det indebar blandt andet musikhistorie, musikteori og sangteknik[2]. Undervisningen på musikvidenskab var i den europæiske musiks teori og historie, men ved siden af studierne brugte Bernhard Christensen en del af sin tid på at undersøge den ikke europæiske musik igennem pladesamlinger og musikudgivelser der beskæftigede sig med denne musik. Den ikke-europæiske musik var Bernhard Christensens store interesse, den musik han kunne forene sig med og hvor der var plads til improvisation, i modsætning til den dannede musikkultur.

Ved siden af musikuddannelsen på universitetet, tog Bernhard Christensen en organistuddannelse hvor han ved afgangseksamen i 1929 fik et skulderklap fra censor Carl Nielsen, for sine improvisatoriske evner[3]. Det var Bernhard Christensens frihed som ung til at spille og lege sig frem ved musikken, og det at han ikke havde været bundet af klassisk undervisningen, der havde været med til at give hans bekendtskab til musik et formaliseret, gehørmæssigt og intuitivt præg, hvor noder ikke var det han var bedst til som ung studerende[4].

Komponisten

Bernhard Christensen begyndte sit komponistvirke omkring 1930, hans komponistvirke var inspireret af de ikke-europæiske musikformer. Det var  blandt andet improvisationen og den stærke rytmiske fornemmelse i denne musik, der trak[5]. Jazzmusikken blev omdrejningspunktet for en stor del af hans komponist virke, hvilket blandt andet kunne ses i hans jazzoratorium fra 1932 ”De 24 timer” med tekst af Sven Møller Kristensen og i balletten ”Enken i Spejlet”.

Bernhard Christensen oplevede desværre i denne periode at de hjemlige musikere ikke var i stand til at spille hans musik tilfredsstillende. Han havde sågar oplevet at musikere ved Det Kongelige Teater under fremførelsen af ”Enken i Spejlet” havde saboteret hans værk på grund af deres modstand til musikken[6]. På baggrund af dette, blev Bernhard Christensen mere og mere overbevist om at man skulle have fat i børnene mens de stadig var små, for at kunne ændre deres musikopfattelse og kunnen.

Til dette skrev Bernhard Christensen det førnævnte jazzoratorium ”De 24 timer”, der blev skrevet til gymnasieungdommen da det var denne ungdom var mest interesseret i den nye musik. I den daværende nyoprettet jazzforening, var det mest i bestyrelsens interesse at lytte til musikken og ikke selv deltage, dette ønskede Bernhard Christensen at ændre på, blandt andet ved jazzoratoriet. Musikken blev skrevet så det var muligt at indstudere på gehør, og de medvirkende havde mulighed for at stifte bekendtskab med improvisation.

Starten på musikpædagogikken

På baggrund af Bernhard Christensens stigende bevidsthed, om at man skulle have fat i børnene for at ændre deres musikopfattelse, oprettede han små grupper af børn med det formål at:

”…støtte og udvikle deres naturlige anlæg for improvisation (fabuleren), deres kunstneriske anlæg – ikke blot musikalske, også bevægelsesmæssige (leg, dans) og dramatiske (pantomime, tale) – til en helhed.”[7]

Bernhard Christensen havde igennem sit samarbejde med gymnastikpædagogen Astrid Gøssel, fundet frem til at der var en væsentlig forskel på hvordan sorte og hvide musikere brugte deres krop når de spillede. Ud fra snakken om ”swing” i jazz, fandt de frem til at de sorte musikere spillede med hele kroppen, med alle sine muskler i funktion, hvilket ikke var tilfældet ved de hvide musikere[8]. Bernhard Christensen kunne igennem sit arbejde med de danske musikere, se hvordan deres måde at spille på adskilte sig fra hvad han havde oplevet de sorte musikere gøre. En række af de amerikanske jazzmusikere opholdte sig på daværende tidspunkt i kortere eller længere tid i København, hvilket gav Bernhard Christensen og Astrid Gøssel muligheden for at stifte bekendtskab med dem på tætteste hold[9]. Desuden besøgte Bernhard Christensen i 1936, Harlem i USA for at opsøge en række af de amerikanske musikere.

Da Bernhard Christensen begyndte at undervise børn, havde han ikke en egentlig metodik. Bernhard Christensen havde sammen med hans kolleger Sven Møller Kristensen, Herman D. Koppel og Aksel Schiøtz, meldt sig til en privat studiekreds hos Astrid Gøssel. Studiekredsen blev grundlaget for udvikling af en ny musikpædagogisk retning. Denne retning var et opgør mod datidens gængse musikundervisning[10].

Med udgangspunkt i idéerne fra studiekredsen, begyndte Bernhard Christensen undervisningen af børnene med at ryste børnene sammen. Han gav dem lov til at lege, tegne og male og begyndte at improvisere historier for børnene når de tegnede hvor han akkompagnerede sig selv på klaver med enkle rytmiske figurer. Igennem improvisationen fik han lige så stille inddraget børnene, og med tiden kom de op til klaveret for at observere hvad han spillede. Udviklingen fortsatte i samme stil i takt med at børnene blev mere og mere interesseret i at lave musik[11]. Undervisningen fik børnene til at spille og improvisere, først på klaver og sang, og senere også ved brug af fluesmækkere.

Undervisningen foregik privat, da Bernhard Christensens metoder på daværende tidspunkt blev betragtet for kontroversielle[12]. Deres kurser blev simpelthen lukket, hvis der var statslige midler indblandet.

Arbejdet med musikpædagogikken

Efter krigen i 1945 efterspurgte fremtrædende børnehavepædagoger at den undervisning Bernhard Christensen stod for sammen med Sven Møller Kristensen og Astrid Gøssel, blev indført på børnehaveseminarierne. Dette, for at give børnene et grundlag for udvikling af deres motorik, rytmesans og improvisationsevne[13].

Bernhard Christensen havde sine bekymringer om undervisningen på seminarierne. Det havde været vanskeligt at lære unge at spille hans jazzoratorium ”De 24 timer”, og det havde endda været unge der interesserede sig for jazzmusikken og som ønskede at lære det. De studerende som gik på børnehaveseminariet kendte ofte ikke noget til musikken, og havde ikke selv ønsket at opsøge denne musik. Dertil kom at Bernhard Christensen var af den overbevisning at ”rytmesans og improvisationsevne kun kunne udvikles gennem påvirkning fra den tidligste barndom.”[14].

Det videre arbejde med musikpædagogikken fortsatte på ”Den Lille Skole” som Bernhard Christensen havde været med til at starte i 1950. På skolen tog man i gymnastik og musik henholdsvis udgangspunkt i Astrid Gøssels tanker om gymnastik og Bernhard Christensens erfaringer med børnegrupper[15]. Skolen blev oprettet som et oprør til den daværende kommunale skole, der var blevet for store og et oprør mod den daværende gængse pædagogik.

Der var fra starten ikke rigtigt forståelse fra forældrenes side, i forhold til Bernhard Christensens idéer med musikpædagogikken. Dette gjorde at arbejdet med børnene på skolen, skulle startes helt forfra. Den frie pædagogik man ønskede på skolen galte mange af fagene, men opfattelsen af musik var stadig præget af traditionen[16]. Arbejdet med musikpædagogikken på Den Lille Skole fortsatte i ca. 25 år.

Undervisningen

Som tidligere nævnt, var Bernhard Christensen meget interesseret i den ikke-europæiske musik, og dens sammenhæng imellem musik, sang, bevægelse og dramatik. Sagt med Bernhard Christensens egne ord:

”Min undervisning består i en slags leg med sang, bevægelse, pantomime, improvisation, fabuleren, digten historier, ageren og anden legemlig og åndelig udfoldelse, en undervisning som ikke kan rummes i det alt for snævre: Musikundervisning.
Jeg søger at skabe et miljø sammen med børnene, hvor både fællesskabet og børnenes individuelle udtryk bliver styrket. Individualismen gennem improvisation, fællesskabet gennem imitation. Det ord bliver som regel brugt i en nedsættende betydning, men jeg forbinder det med en form for musikundervisning, der er typisk bl.a. i Indien: Læreren spiller det samme igen og igen (f.eks. på citar) og eleverne imiterer så…. For mig er det miljøet, der er afgørende for børnenes udvikling. Jeg skaber et miljø ved selv at tromme, improvisere, danse osv. Børnene imiterer mig og de andre børn. Der foregår en gensidig inspiration.”[17]

Bernhard Christensen oprettede i midten af 60’erne et efteruddannelseskursus, som af deltagerne blev kaldt ”Bernhards (Rytmiske) Konservatorium”[18]. Her blev kursisterne undervist i Bernhard Christensens børnesange og idéerne bag musikpædagogikken, samt i bevægelse, sang og tromme af øvrige undervisere. Kurset var delt op i en begynder del og en elite del, der var ingen optagelsesprøve, man skulle blot anbefales af venner for at komme på elite delen.

Indledning
Bernhard Christensen
Astrid Gøssel
Jytte Rahbek Schmidt
Konklusion og perspektivering


[1] Nekrolog af PKP

[2] Mit Motiv s. 9

[3] Nekrolog af PKP

[4] Nekrolog af PKP

[5] Mit motiv s. 10

[6] Mit motiv s. 15

[7] Mit motiv s. 15

[8] Mit motiv s. 12

[9] Mit motiv s. 13

[10] Musik med mening s. 99

[11] Mit motiv s. 16-20

[12] Musik med mening s. 99

[13] Musik med mening s. 101

[14] Mit motiv s. 24

[15] Mit motiv s. 26

[16] Mit motiv s. 28

[17] Musik med Mening s. 103-104 (citeret fra Modspil Nr. 27 s. 20 – 1985)

[18] Musik med mening s. 105

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.